LOCATION FUCK ME

Benjamin Andersson, Arngrimur Borgthorsson, Maja Gade Christensen, Camilla Edström Ödemark, Madelaine Sillfors & Sofia Wickman
Den nordiske ambassade 
25.05 - 09.06.2018


VELKOMMEN TIL FERNISERING TORSDAG D. 24 MAJ KL.17-21
En lokation kan forstås som et sted i rummet, et specifikt geografisk sted hvor man kan være eller ikke være. Alt efter hvornår man kommer, er man på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt eller det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Tid og sted bliver forbundet af begivenheder, oplevelser og erindringer. På en bestemt lokation kan man finde historie, genfortælling og misforståelser. Fortællinger som er med til at skabe idenditet, identifikation og tilhørsforhold. Et sted kan være en mental position, en sindstilstand, igennem det slør man opfatter virkeligheden. Eller en sindstilstand hvor man ikke er tilstede, men lukket omkring sine egne tankemønstre. Det kan være følelsen af ikke at passe ind, at være ”out of place”.

En lokation beskrives ikke kun udfra et sted eller en position, men udfra hvor det ikke er. For at eksistere har en lokation brug for en grænse og defineres ved at være i modsætning til dét på den anden side af denne grænse.

Location Fuck Me er en gruppeudstilling med Malmø-baserede kunstnere fra Island, Finland, Sverige og Danmark. Der bliver stillet spørgsmål til hvor vi står geologisk, historisk, personligt og politisk. Hvad er en lokation og hvorfor har vi en følelse af at være virkelig "fucked"?



De seks nordiske kunstnere er også med til at drive det kunstnerdrevne udstillingssted Galleri CC i Malmø. Udstillingen LOCATION FUCK ME er den første af to udvekslinger mellem Galleri CC og Den nordiske ambassade.